Da jeg mødte Dionne, var jeg nede i et dybt hul. Det var måneder efter en årelang depression og jeg havde meget lidt indhold i mit liv. Det værste var, at min identitet føles todelt – jeg vidste ikke, hvem jeg var. Dionne har hjulpet mig så utroligt meget fra der til nu. Hendes medmenneskelighed og varme er ikke til at tage fejl af. Hun har en evne til at vide, hvornår jeg havde brug for at blive gået til og hvornår en blødere tilgang var bedre. Hun har lært mig, hvordan jeg skal passe på mig selv. Det er nu snart et år siden, jeg stoppede med at se Dionne fast, men de ting, hun har lært mig, følger mig. Jeg er blevet bedre til at rumme mine følelser og behandle mig selv med tålmodighed, accept og kærlighed. Dionne siger altid, at det ikke er hende, der arbejder hårdt, men mig. Det er også rigtigt. Det er mig, der har kæmpet mig til indsigter, der er værdifulde. Men jeg kunne ikke være kommet derhen uden Dionne. Jeg ville simpelthen hverken have vidst hvordan eller turde gøre det. Men jeg føler mig altid tryg i Dionnes hænder og lærte bl.a.: At tilgivelse ikke betyder godkendelse af adfærd. At der er intet man bør eller skal gøre, men konsekvenser ved de valg, jeg træffer. At skille kærlighed og anerkendelse ad. Samt at give slip på et glansbillede for at leve i nuet. Lige nu er jeg i gang med min drømmeuddannelse og jeg ved med sikkerhed, at uden Dionne vil det ikke have været muligt. Jeg ved nu, at jeg skal være opmærksom på perfektionisme, stress og min generelle kritiske tone overfor mig selv. Men nu er jeg i stand til at genkende mine gamle mønstre og enten tage hånd om dem eller opsøge hjælp. Vigtigst af alt har jeg tiltro til mig selv. Det har jeg Dionne at takke for og jeg vil ønske, at alle havde en Dionne i deres liv.