En alvorlig personlighedsforstyrrelse

Narcissisme og narcissistiske træk er en alvorlig personlighedsforstyrrelse, som er udbredt og som kan være svær at få øje på. Har man først været udsat for narcissisme, kan det medføre alvorlige konsekvenser for ens helbred både psykisk, fysisk og følelsesmæssigt.

Lever du i et parforhold med en, der opfører sig narcissistisk eller har narcissistiske træk, kan professionel hjælp fra en psykolog, der ved noget om narcissisme, være en stor hjælp. Derudover er det vigtigt at bruge mere tid sammen med venner, familie og de mennesker der støtter dig, når det kan være svært at være i.

undraw_road_sign_re_3kc3

Hvad er narcissisme

Narcissisme er en mental tilstand, der får en person til at have en overdreven følelse af selvcentrering og meget lidt ægte empati overfor andre. Typisk synes personen med narcissistiske træk, at han/hun fortjener særlig behandling og har et ekstrem behov for at være i centrum.

Generelt har en narcissist ofte mangler i deres relationer til andre personer, fordi de udelukkende fokuserer på sig selv, og i bund og grund ikke er interesseret i andre. Faktisk anerkender de kun andre, hvis det er for deres eget bedste.

Bag masken med den ekstreme sikkerhed, er der en skrøbelig selvtillid, der med den mindste kritik kan forværres. På grund af dette har narcissister en tendens til let at blive depressive, da de føler sig ulykkelige og skuffede, når de ikke lever op til deres egne forventninger.

Narcissistisk personlighedsstruktur

Overdreven selvoptagethed er karakteristisk ved narcissisme. Personer med en narcissistisk personlighed er generelt bange for ikke at blive set og anerkendt og dermed ikke føle sig noget værd. Det kommer typisk til udtryk i behovet for ekstrem opmærksomhed, beundring og anerkendelse fra andre og en tendens til at blive arrogant, selvoptaget og til at overvurdere sig selv og sine evner.

Manglende empati og selviske mål samt følelsen af egen vigtighed er også typiske tegn hos en narcissist. Det er vigtigt at understrege, at både mænd og kvinder kan være narcissister.

Symptomer på narcissisme

Det kan være svært at gennemskue en narcissist. For at man kan tillade sig at diagnosticere en person som narcissist, skal der kompetente fagfolk og grundige undersøgelser til.

Generelt er der mange tegn, der kan hjælpe med at identificere narcissisme og narcissistiske træk. Ofte er en person der lider af narcissisme selvcentreret, overdriver sine egne evner og ser på andre som underlegne. Derudover er der en række andre symptomer, der kendetegner en narcissist såsom:

  • Overdrevet følelse af arrogance
  • Konstant behov for at blive rost eller beundret
  • Forventning om anerkendelse af overlegenhed selv hvis hans/hendes resultater ikke afspejler det
  • Høje forventninger om særlige tjenester
  • Bekymringer for hans/hendes fremtidige succes og perfekte/idealiserede romantiske match
  • En følelse af overlegenhed overfor andre og behovet for at sammenligne sig selv
  • Ønsker kun at være sammen med mennesker, der er lige så fantastiske som han/hende selv
  • En monopolisering af samtalen
  • Udnyttelse af andre til egen fordel, ofte med en fuldstændig ignorering af deres behov eller følelser
  • Mangel på følelsesmæssig empati
  • Jalousi overfor andre og overbevisning om at andre er jaloux på dem
  • Ikke er god til at anerkende andres følelser eller mål
  • Arrogant eller hånlig attitude
  • Storhedsvanvid eller insisteren på at have det bedste af det bedste af alt

Derudover har en person med narcissistiske træk meget lidt tolerance for kritik og har svært ved at møde enhver situation, hvor det modsatte er tilfældet.

 

Som et resultat herpå viser de tegn såsom:

  • Vrede og utålmodighed
  • Vanskeligheder med at have sociale interaktioner
  • Svært ved at regulere følelser og adfærd
  • Nedladende og dårlig behandling af andre
  • Følelser af usikkerhed, skam og ydmygelse
  • Manglende evne til at håndtere stress og tilpasse sig ændringer
  • Depression eller angst forårsaget af at være fuldkommen

Hvad er skjult narcissisme?

Den skjulte narcissist er måske den mest farlige form for narcissisme, da vedkommende skjuler sig bag en facade og om nogen er en ulv i fåreklæder.

Vedkommende er den søde, usikre, ydmyge, måske endda lidt generte type, der hjælper alt og alle og som vil gøre alt for dig – det er i hvert fald det vedkommende giver udtryk for. Noget andet er, hvad vedkommende rent faktisk gør.

Udadtil virker personen som et kærligt, loyalt, hjælpsomt og venligt menneske. På overfladen fremstår han/hun som en rolig, tålmodig og fattet person, der elsker dyr og børn. Under overfladen er personen dog ekstrem egoistisk og selvcentreret og du kan sætte flueben ud for samtlige af narcissistens kendetegn.

En skjult narcissist forvirrer sine ofre, fordi vedkommende virker meget skrøbelig og sårbar. Vedkommende leder hele tiden efter sympati fra dem omkring sig og en bekræftelse på, at han/hun er god nok.

Skjulte narcissister er ofte højt respekterede mennesker og ofte besidder de en høj stilling eller de har en eller anden form for magtposition, hvor de kan manipulere med andre til egen fordel, mens de stadig fremtræder udadtil som dem pæne mand/kvinde.

Sådan genkender du en skjult narcissist

En skjult narcissist præsenterer sig selv, som om han/hun ikke er narcissist, men søger alligevel hemmeligt eller skjult beundring fra andre. Nogle af de tegn der kan indikere, at du har med denne type narcissistiske lidelse at gøre er blandt andet:

  • De har en tendens til at udvise falsk og måske endda overdreven ydmyghed
  • De er for det meste ligeglade med at respektere reglerne, ligesom der er ligeglade med konsekvenserne af at bryde dem
  • En skjult narcissist mener, at de er unikke og specielle, og at de kun bør have relationer med de mennesker, som lever op til hans/hendes standarder
  • De starter ofte samtaler med at spørge dig om, hvordan du har det, men afbryder dig hurtigt og flytter fokus på dem selv
  • Skjulte narcissister har normalt ikke let ved at acceptere muligheden for at have begået fejl. Hvis de gør det, har de en tendens til at skyde skylden over på andre
  • En skjult narcissist er ofte ufølsom overfor andres behov. De udviser også en snert af overlegenhed

Narcissistisk parforhold

At leve i et parforhold med en narcissistisk partner eller en partner med stærke narcissistiske træk er meget nedbrydende og opslidende. Det går ud over dit selvværd, din selvstændighed og din personlige frihed.

Hvis du har et forhold til en narcissist, kender du til, at forholdet startede godt. Narcissisten var charmerende og sød, så længe du lader ham/hende være i kontrol. Hvis du derimod forsøger at sige fra eller bestemme, bliver du mødt med vrede og manipulation. Narcissisten kan ikke sætte sig ind i dine følelser, behov eller meninger. Narcissistens fokus er på dem selv og på at tilfredsstille egne behov.

Ofte vil man som partner til en narcissist ikke føle sig hørt. Det er svært for den narcissistiske part at møde den andens følelser. De har ikke empati, så deres fornemmelse af den andens følelser er indlært og kræver, at de gør sig umage. De har ikke den naturlige fornemmelse af, hvordan man validerer den andens følelser og vise forståelse. Gaslighting, jalousi og vredesudbrud meget almindeligt, hvis man er i et parforhold med en narcissist.

At være i et parforhold med en narcissist kan få dig til at føle dig forvirret og usikker. Det kan få dig til at undre dig over, hvorfor du elsker en, der i bund og grund sårer dig. Du er ikke alene. Det er ikke ualmindeligt at have stærke følelser for nogen, der kan opføre sig krænkende mod dig.

Der er ikke noget galt med dig, hvis du elsker en narcissist. Der er nemlig mange faktorer forbundet med romantiske følelser. Det kan dog være en god idé at vende opmærksomheden mod dig selv og træffe beslutninger, der hjælper dig til at føle og leve bedre.

Selvom det kan virke svært at forlade ens partner, kan det være det næste skridt, hvis din mentale og fysiske sikkerhed er i fare.

Hvad er gaslighting?

Gaslighting er, når den anden benægter ens virkelighed, manipulerer og intimiderer. ’Du har ikke ret til at have det sådan’ eller benægter, hvad der er blevet sagt er klassiske tegn på gaslighting. Når den anden gaslighter, begynder almindelige mennesker at sætte spørgsmålstegn ved deres egen virkelighed og hukommelse. Man udmattes og selvværdet går ned, samtidig med at man oplever sig selv som mere følsom eller ødelagt. Et tegn kan være, at man får trang til at optage samtaler for senere at kunne vise, hvad der er blevet sagt.

Gaslighting er et naturligt træk hos en med narcissisme. På grund af usikkerheden, tomheden og den manglende empati, vil de beskytte sig selv og deres ego for enhver pris. De vil minimere den andens følelse, for at fremhæve det gode i sig selv. Det er ikke en aktiv, overlagt plan, men en automat-pilot-reaktion – De gør det uden at tænke. Narcissisten gør det bevidst for at nedbryde den anden eller for at vinde en magtkamp.

undraw_late_at_night_re_d3mx

Hvad der sker med dig, der er sammen med en narcissist

  • Du føler et konstant pres og har vanskeligt ved at stå ved dine grænser.
  • Du bliver mere og mere udmattet og stresset.
  • Du opfører dig og reagerer på en måde, du ikke genkender i dig selv.
  • Du har det skidt indeni. Men du har vanskeligt ved at komme væk fra din partner.
  • Du mister initiativ og handlekraft.
  • Du mister humøret.
  • Du er forvirret og frustreret.
  • Du mister dømmekraften og mister overblikket.
  • Du mister koncentrationen og fornemmelse for retning i livet.
  • Du rykker dine grænser og tilsidesætter dine behov og dine værdier.
  • Du isolerer dig fra dine kollegaer, venner, familie og interesser.
  • Du mister mere og mere dig selv, men du ved ikke, hvordan du kan stoppe det.
  • Du er i en følelsesmæssig turbulens af vrede, skyld, skam og afmagt.
  • Du er utryg og går på listesko for at undgå, at han kritiserer og nedgør dig.
  • Du forklarer og forsvarer dig, også hvor det ikke burde være nødvendigt.
  • Du fokuserer på din partner, mens du mister evnen til at mærke dig selv.
  • Du føler, at du ikke er god nok, og at du er vanskelig at elske.
  • Du føler, at du alene har ansvaret for jeres problemer.

Sådan håndterer du narcissisten i dit liv

Narcissister findes i alle afskygninger, og vi kan møde dem mange steder på vores vej gennem livet. Det kan være din kæreste, ex kæreste, chef, ven, et familiemedlem eller din nabo.

Hvis du kender en narcissist, ved du, hvor anstrengende det er at skulle navigere i den relation. Du føler dig manipuleret, vred, trådt på, overset, kontrolleret og ked af det. Det kan særligt være frustrerende at være i sådan en relation, da intet ændrer sig. Eller rettere er det hele tiden dig der skal indordne dig, rette ind, være forstående eller føje dig. Ofte ser narcissisten kun dine problemer og ikke sine egne.

Det du først og fremmest kan gøre, hvis du har en relation til en narcissist, er først at indse, at en narcissist meget sjældent ændrer sig, fordi han/hun ikke har selvindsigt, ikke tager ansvar og har haft disse træk i meget lang tid. Narcissisten er ikke villig eller i stand til at ændre sig og ser ikke noget behov for det. Hvis narcissisten ændrer sin adfærd, er det ofte manipulation og en måde at være i kontrol på. Det der derfor bedst at give slip på håbet om, at narcissisten vil ændre sig. I stedet kan du vælge at ændre din adfærd. Du kan starte med at erkende situationen og at narcissistens adfærd ikke er på grund af dig, men at han/hun er sådan overfor alle mennesker.

I stedet for at håbe på, at narcissisten kan opfylde dine følelsesmæssige behov, så gå hellere ud fra, at det ikke kommer til at ske. Søg andre mennesker hvis du har behov hjælp, ros, varme, støtte eller en, der kan lytte.

Kontakt med en narcissist eller et menneske med narcissistisk træk vil ofte være besværlig og krævende. Hvis du passer på dig selv, ikke giver for meget, sætter gode og bestemte grænser, kan relationen forbedres. Det kan i sig selv kræve noget arbejde, men er det værd i sidste ende.

undraw_with_love_re_1q3m

Et brud vil ofte gøre narcissisten aktiv igen

Er I som par blevet skilt eller gået fra hinanden, har narcissisten på ingen måde tænkt sig at samarbejde med dig omkring børnene, bodeling og lignende. Han eller hun vil i stedet sørge for at vende situationen til sin egen fordel. Har du børn med en narcissist, skal du forvente, at de vil blive brugt imod dig som skyts eller værn imod dig.

Den narcissistiske forælder vil bruge samme teknikker over for jeres børn, som personen bruger overfor dig. Han eller hun vil derfor manipulere med jeres børn og så tvivl om det du siger, er rigtigt. Han eller hun vil lyve og gentage løgnene alle de steder, han eller hun kan se, at det giver mening. Det kan være i Familieretshuset, kommunen og i familieretten og overfor personalet der passer jeres børn såsom i skole og institution.

Hvis den narcissistiske forælder lykkes med at hjernevaske barnet til at tro, at det er den anden forælder der er skyld i familiens opløsning, kan man risikere, at barnet tager afstand fra den ”sunde” forælder og forældrefremmedgørelsen er en realitet.

Den narcissistiske forælder vil også bruge de samme teknikker overfor systemet, som han eller hun bruger overfor dig og dit barn. Du skal derfor være klar til kamp – både for dig selv og ikke mindst dine børns skyld.

Har du været udsat for narcissisme, og har brug for professionel hjælp?

Hvis du er eller har været udsat for narcissisme på arbejdspladsen, i et parforhold eller i en anden relation, vil det aldrig være din fejl. Du er den misbrugte. Det er derfor vigtigt at tale om det med venner, familie eller med en professionel. Ikke mindst for at undgå at det sker igen. Livet er for kort til at spilde det på mennesker, der ikke vil dig noget godt.

Har du været udsat for narcissisme og ønsker professionel hjælp til at finde troen på dig selv igen, så kan jeg som psykolog i Randers hjælpe dig med at komme videre. Du er altid velkommen til at kontakte mig på telefon 53 60 08 94 eller sende en mail til dionnepedersenpsykolog@gmail.com. Så vender jeg tilbage til dig hurtigst muligt.